Hafvde Kiærlighed lænkelagt Dend utæmmede Mackt? Han glemmer det han legger død Ingen Minder stiiger fra Graven brat Ingen Anger gliider giennem Siælens Nat Med Ydmyghedens Taarer smigrede hun Dend Guddom som hun hadete medens hun frycktede Hendes Væsen, lig et Lam Gik ham ey forbi For hun hafde rørt ved ham Øfved sin Magi Uagtet disse Siæle tvende Een hafvde at ende Nye Smerte klinger frem aff gammel Klage Tragoedie aff uaffbrudne Dage Ukuelig, dend Tørst Hinsidigt, det Begiær Nu drev han yr &map gal I sorthiærtet Kval Vintrens kulde Snart tilfulde Oc hans Længsel Mod een Vinternat Ulven vandrer eene