aftentågen vælder frem, griber skoven med kolde fingre Solen flyr fra måneskin.
Troldtøjs nat sig nærmer
stammernes hvisken genlyder:
en bonde har svigtet sin arv, bærer nu kors om hals
Blodets kald han ryggen har vendt, og lades det derfor må
Forenes med urgamel kraft
og styrke kaldt til værdige sind
9 skygger frem af tågen bryder, som skabt af skovens favn de lytter til de hviskende stammer
og begiver sig af sted i tusmørkets greb
Dæmpede stemmer høres i kor, aftenbøn de beder
Af frygt de bekender sig til lystes løgn
med foldede hænder og nedavendt blik
sidder de t0 der svigetet har.
skovens stemmer bruser dem i øren
en varsel om nidstangs komme
Bonden griber stål og forlader hyttes varme
med frygtsomt blik han gør kors for bryst
og tager afsked med sin grædende kvinde
Kvinden hulker højlydt ved arnens lys
og beder for sit og mandens liv
Stormen bryder løs, blæst og dis slår døren op
Arnens gløder blænder hendes syn,
hjælpeløs hun ligger knugende sit kors
hører i det fjerne sin mand kalde lysets vers
med skælvende røst han skriger ord der ej beskytte ham kan
