Det er mig trægt tungen at røre
Skjaldskabens lod at løfte
Ej til hvad jeg ord kan finde
I sindets dyb de sidder fast
Frit jeg fordum formede digtet
Viddets våben vel slebet
Nu brænding bruser kold mod bred
Foran min søns og fædres langdysse
Snart min æt har nået enden
Som en skov af stormen skæmmet
Det fryder ej en mand at se
Frændelig i høj begavet
Mindes inderst i min sjæl
Fader og Moders død
Slynger et løvværk af minder
Giver mig styrke i sind
Kunne jeg med sværd hævn skaffe
Var Ægirs endekigt vis
Kunne man håbe havet af fælde
Jeg gerne i holmgang gik
Men jeg fandt mine kræfter for få
Åbenbar er min ensomhed nu
Senest nu slægtens håb
Fra livet taget
Ofte følte jeg savnet af frænder
Broderløs blottet i ryggen
Til tankens kraft jeg tyr i strid
Ene mand har lange øjne
Hvor finder man en modig fælle
Uræd for stålet, der vove tør
Jeg farer med lempe når fjenden truer
Når hirdens antal bliver færre
Jeg stod mig godt med spyddets herre
Odin's pagt mig styrke gav
Indtil min gud vort venskab brød
Sejrens digter sled vort bånd
Jeg gerne til ham ofte blote
Men Asebroder holdt mig hen
Dog skylder jeg ham, skjaldes fader
Han magt og visdom mig givet
Ulvens banemand mig gav
Mimers ven, blodsudgyder
Skjaldekunst, digt at kvæde
Et der gennemskuer alle
Bedragere og avindsmænd
Åbent fjendskab de bekendte
Odin mig mit lod har lindret
Og dog nu dette han mig byder
Hårdt er jeg ramt
Ventende på næsset jeg se
Hel den nådesløse
Huserer ved frændens dysse
Dog skal jeg djærb og stolt
Og med min gode vilje
Mit endelig gå i møde
Gå frygtløs ind i døden.
